top of page

Ledere har også følelser


Følelser fortæller os om vores behov

Præcis som alle mennesker. Følelser fortæller os om vores behov, hvad vi har brug for, og hvad der ville være godt at gøre i den pågældende situation. Det er ikke det samme som, at vi skal reagere på alle vores følelser eller have vores behov opfyldt. Det er til gengæld en fordel, at vi anerkender og er fortrolige med vores følelser. Det er netop det, der er sagens kerne.

Vores følelser har stor indflydelse på vores hverdag - uanset vi vil det eller ej. Også de følelser, vi ikke synes skal styre os eller ønsker at undgå. Når vi siger, vi ikke lader os styre af følelser, så lader vi os styre af fraværet af følelser og af at undgå de situationer, der kan fremkalde de uønskede følelsesmæssige situationer.

Lets not forget that the little emotions are the great captain of our live. And we obey them without realizing it. Citat Van Gogh

Som leder er du særlig eksponeret, og dermed er din position også din bedste læreplads til at lære dig selv, dine følelser og reaktioner bedre at kende. Lære at bevare din integritet og tage lederrollen på dig og dermed rumme og håndtere de behagelige såvel som ubehagelige følelser, det bringer op i dig.

Hvilke følelser lader du dig bevidst og ubevidst styre af?

Som leder kan du også blive følelsesmæssigt påvirket på en måde, der ikke nødvendigvis har noget med den konkrete situation at gøre. Det handler om, hvad situationen vækker i dig, din historie, dine mønstre og skyggesider. Og hvor afklaret du er om dine styrker og svagheder, og det der gør dig usikker, skamfuld og bange.

Hvis du for eksempel ikke er afklaret med din egen vrede, kan det være svært at give plads til en medarbejders frustration eller håndtere situationer med vrede, kritik eller uenighed. Måske du ligefrem undgår det og er dermed indirekte med til at puste til en konflikt og spændinger.

Det kan også være, at du er drevet af at være populær, er bange for at fejle eller ikke slå til. Så du måske ender med at nedgøre en medarbejder for at retfærdiggøre en opsigelse eller en anden kontroversiel beslutning. Eller du har svært ved at håndtere skuffelsen, hvis en medarbejder selv siger op.

Så hvad er dit forhold til vrede hos dig selv, din egen sårbarhed eller følelse af utilstrækkelighed, glæde og begejstring? Hvilke kriterier måler du dig selv op i mod, og hvordan håndterer du dig selv, hvis du tager fejl eller ikke kender svaret?

Pointen er, at når vi ikke forholder os til vores egne følelsesmæssige blinde pletter, så er der sandsynlighed for, at vi ikke får truffet relevante og solide beslutninger, fordi vi ubevidst er drevet af følelser, der ikke er situationen moden. Der er stor sandsynlighed for, at vi overser væsentlige problematikker, som ikke går væk, bare fordi vi ikke forholder os til dem. Tværtimod.

Når du favner dig selv

Når du ved, hvilke situationer, der vækker dit behov for anerkendelse, din frygt og din sårbarhed, forstår hvad det gør ved dig og kender dine behov i den sammenhæng. Ja så kan du eje dine egne følelser uden at gøre dine medarbejdere, dine kolleger eller din egen leder ansvarlige for dine følelser.

Jo bedre du er i stand til at tage vare på egne følelsesmæssige reaktioner og behov, des bedre er du i stand til at håndtere svære dilemmaer som for eksempel upopulære beslutninger eller konflikter. Uden enten at krænke dig selv eller dine omgivelser.

Det bliver lettere både at være oprigtig empatisk og fremstå tydelig uden at lade dig drive rundt i manegen af de følelser, der trigger dig og de mønstre, du ikke er fortrolig og afklaret med.

Når ledere har følelser

Det betyder ikke, at du skal holde en følelsesmæssig afstand, aldrig vise følelser i form af f.eks vrede, glæde eller sårbarhed i relation til dine medarbejdere. Når du rummer og forstår dine følelser, og ved hvad du har brug for, har du større mulighed for at regulere dig selv i forhold til det situationen kalder på uden at overskride din egen integritet. Dermed fremstår du mere autentisk, ansvarlig, ærlig samt tillidsvækkende og har bedre mulighed for at påvirke et sundere arbejdsklima i din organisation.

Vi mener, at en væsentlig del i at tage lederrollen på sig, må være viljen til at at vedkende sig og blive fortrolig med egne følelsesmæssige mønstre og reaktioner på godt og ondt.

Så hvor fortrolig er du med dine følelser og reaktioner i din ledelsesmæssige praksis?

Artiklen er skrevet i samarbejde med Thelma Kaare Nielsen, www.cirkulaer.nu

Udvalgte blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
bottom of page